Månedens meddeler, december 2025
Lyt
Fortalt af Anna Grethe Bech
Vi er mundtlige fortællere. Derfor præsenterer vi Månedens Meddeler i en lydoptagelse. Vil du hellere have historien i tekstform, så ...
I denne måned kan du møde den blinde huskone Helene Johansdatter fra Them, født i 1822 og død i 1905.
På fotograf Peter Olsens billede sidder hun opad et stort knippe lyng, som blev brugt til optænding.
Hun blev gift med en karl fra Hodsager, Jens Jensen, og sammen drev de et lille husmandssted på heden.
De avlede lidt korn og kartofler på de opdyrkede pletter jord og brugte heden til græsning for de par stude og køer de havde.
Jens var så heldig at få tjansen som landpostbud et par gange om ugen. Det gav et lille men fast tilskud til husholdningen.
Da Tang Kristensen besøgte Helene i 1895 havde hun været blind i en årrække, og Jens var død.
Hun boede som aftægtskone hos datteren og svigersønnen, der havde overtaget husmandsstedet.
De talte om hvordan hun var blevet blind ved et krampeanfald.
Tang Kristensen noterede: “Det år var der så mange røde kærner i rugen, der var faldet meldug hen over dem, og det voldte at mange blev syge. Helene fik krampe og blev blind. Hendes bror blev ligeledes blind, men han blev opereret og kom sig.”
Helene kunne en række skæmteviser, blandt andet kunne hun de fleste af versene i Kragevisen, en kendt folkevise, der går tilbage til Middelalderen.
Her kan du høre hele visen med sang og træskeer som akkompagnement
ved musiker Helle Bøjlesen, som også optræder på festivalen i Vejle 24.1.26
Hør flere viser og fortællinger på storybox.dk
