Marie Tang Kristensen – månedens meddeler september 2026

LYT

Hvis du hellere vil læse, tryk her

AF Anna Grethe Bech 

Vi har holdt sommerferie i juli og august med Månedens meddeler, men nu er vi tilbage! Marie Tang Kristensen, Evald Tang Kristensens tredje hustru, er Månedens meddeler i september 2026.

Denne gang har jeg overladt præsentationen til Anton Bertelsen, skribent i Vejle Amts Folkeblad. Han har skrevet den følgende fine nekrolog over Marie 22.10. 1934:

Saa er der atter sat Punktum for et smukt og værdifuldt Menneskeliv og dette Dødsfald vil vække dyb Vemod hos de mange, der mer eller mindre hyppigt var Gæster i "Mindebo". Evald Tang Kristensen var i Besiddelse af en mærkelig Evne til at skelne mellem det ægte og det uægte, og det prægede ogsaa hans Valg af Hustruer. De tre Kvinder, han efterhaanden kom til at dele Livet med, hørte alle til "de adles Æt", og det gælder ikke mindst den sidste, Kirsten Marie, født Huus.

Hun var tyve Aar yngre end sin Mand og havde gaaet i Skole hos ham i Gjellerup, men hun var et saa betydeligt Menneske, at hun med Lethed hævdede sin Plads som Mandens jævnbyrdige. Hun kunde glæde ham og Husets Venner med at synge de gamle Folkeviser med det rette traditionsbaarne Foredrag. Og hun var en herlig Værtinde, naar Vennerne sad ved det aflange Kaffebord.

Mange misforstod E.T.K.'s ejendommelige Væsen, det gjorde hun aldrig. Gjorde han for mange Ophævelser over et eller andet, saa kunde hun le saa hjærtelig af ham, at der lokkedes et Smil frem bag hans hvide Skæg. Og der var trods Alderen det fornøjeligste Skælmeri mellem de to Ægtefæller. Da hun engang var bortrejst nogle Dage paa Familiebesøg, skrev han daglig til
hende og fortalte bl. a., at hver Morgen, naar han vaagnede, var hans Hovedpude gennemblødt af Taarer, saaledes var hun savnet!

Marie Tang Kristensen

Marie Tang Kristensen



Fru Tang Kristensen blev 71 Aar gammel. I de senere Aar boede hun i København sammen med Sønnen. Men hun vil blive begravet i Vejle ved sin Mands Side, og mange Venner vil dvæle ved deres Grave med taknemlige Tanker.
Anton Bertelsen

Anton Bertelsens retskrivning fra 1934 er bevaret i teksten.


Jeg vil dog gerne tilføje to ting:

For det første, at forfatteren Charlotte Weitze har tegnet et levende, fiktivt portræt af Marie i sin enestående roman ULVEMÆLK fra 2025, hvor Evald og Marie Tang Kristensen er nøglepersoner.

For det andet, at STEMMER I VOKS (Martin Ottosen & Ulla Bendixen fra bandet Sorten Muld) tager afsæt i gamle, rå voksvalser fra begyndelsen af 1900-tallet og nænsomt genopliver blandt andre Maries sang i en duet med Ulla Bendixen. Herunder gengivet fra YouTube.

Var den god?

Find flere gode historier her