Kristine Andersen – månedens meddeler april 2026

Kristine Andersen er født i 1850 i Rind Sogn ved Herning. Hendes far, Anders Kristian Kristensen, og moderen, Maren Kristensdatter, og alle hendes søskende døde af brystsyge (det vi i dag kalder tuberkulose), da Kristine kun var 5 år gammel. 

Faderen døde før moderen, og moderens sidste vandring var over til Lind sogn til Iver Pedersen, der var gift med hendes halvsøster. Hun fik dem til at love, at de ville tage den lille Kristine til sig, når hun ikke selv var mere. Det løfte holdt de, og Kristine boede hos dem fra hun var 5 år til hun var 15 år og betragtede stedet som sit hjem, som hun altid kunne vende tilbage til. 

Hendes stedfar, Iver, kunne mange viser. Tang Kristensen besøgte ham i 1869 og fortæller:

"Han var den første der sang Tor-visen for mig, og han foredrog den med en kraft og et liv, så man så Tor livagtig for sig."

Kristine kom ud at tjene, da hun var 15 år, men når hun havde fri, kom hun hjem for at høre stedfaren synge de viser hun havde hørt i sin barndom. Hun bevarede mange af hans viser i hukommelsen og sang dem med glæde.

Kristine giftede sig med gårdmand Lars Kristian Kristensen og levede med ham til sin død i 1923.

I 1907 fik Kristine Andersen besøg af Evald Tang Kristensen sammen med folkemindeforskeren Hakon Grüner-Nielsen. De optog hendes udgave af visen Stalt Vesselil.

En vise om en kvinde, der som Kristine mistede sin mor som femårig, men som udviklede sig til en stærk og selvstændig kvinde, der fastholdt sine drømme, trods stedmoderens pres.

Det er ikke underligt, at netop den vise var en af Kristines foretrukne.

Morgendrømmen

© Leif Varmark, 2007. Tekst: Personlig version efter anonyme sangere, 1500-1800-tallet. Melodi: Personlig version efter Iver Pedersen, Rind, 1869. Ældste kendte version: Karen Brahes foliohåndskrift, nr. 38, 1570. DGF 239.

Stolt Vesselil var ikke vintre uden fem

  hvo plukker løv ud af livsens træ

da fik hun stedmoder både stram og streng

  selv træder hun duggen af jorden

Fru Mette hun vækker sine døtre med pris

stolt Vesselil vækker hun med skarpen ris

»Når alle mine døtre spinder silke og guld

så har du aldrig sovet søvnen fuld«

»Jeg havde ej ligget og sovet så længe

havde jeg ikke haft så stærke drømme

Jeg drømte jeg var mig så liden en and

jeg svømmede ind for Venderkongens land

Jeg drømte jeg sad på en lindetræsrod

og alle de små grene de nejed for min fod

Jeg drømte jeg havde de vinger så brede

de bredte sig ud over både mark og hede«

»Og Vesselil giv mig morgendrømmen din

så giver jeg dig mit forgyldene skrin«

»Ja ofte har jeg hørt at drømme blev fortalt

men aldrig har jeg hørt at drømme de blev solgt

Behold du kun dit forgyldene skrin

så vil jeg beholde morgendrømmen min«

De ord de var næppe af munden udsagt

da kom den Venderkonge ridende i gård

»Velkommen Venderkonge favr og fin

hvad enten vil du drikke mjød eller vin«

»Nej ikke vil jeg ha' hverken mjød eller vin

jeg vil ha' stolt Vesselil steddatter din«

»Stolt Vesselil hun er ikke vintre uden fem

hun kommer ret aldrig fra sin fostermor i dem«

»Ja er hun ikke mere end fem eller ni

i aften så vil jeg stolt Vesselille se«

Og Venderkongen ind i storstuen tren

fru Mette gik i højeloft for Vesselille ind

Hun slog hend' ved øre hun drog i hendes hår:

»Skam få du Vesselil for lykke som du får«

Stolt Vesselil gik til kiste

hun klædte sig med liste

En silkesærk hun over sig drog

forgyldene kjole hun omkring sig slog

Stolt Vesselil satte guld over guld

og fingre og bryst dem satte hun så fuld

Stolt Vesselil ind ad døren tren

da var det lissom solen skin'«

»Ja er du ikke vintre foruden de fem

så sandelig er du voksen udi dem«

Og Venderkongen tog hende udi sin arm

så gav han hende guldkrone og dronningennavn

Så slog han over hende skarlagen rød

så løfted han hende på gråganger høj

»Og hør kære stedmor nu siger jeg farvel

og nu kan jeg sove så længe som jeg vil«